I Hirtshals så vi Nordsømuseet, dette stop på turen var nok mere til ære for mine nevøer og min niece, men ikke desto mindre meget sjovt, men synes nu alligevel, det er lidt sjovere, når fiskene er lidt mere farvestrålende. Jeg glæder mig til at se det ny Danmarks akvarium - Den Blå Planet, som åbner i 2013.
Efter et par dage i Hirtshals kørte vi videre til Skagen, hvor vi bare var en enkelt overnatning. I Skagen så vi P.S. Krøyer udstilling på Skagens museum, spiste frokost på havnen, så Grenen, kiggede lidt på byen, og spiste middag på Ruths. Næste dag så vi Michael og Anna Anchers hjem og derefter vendte vi snuden hjemad.